Fødevareallergi hos børn og epipen

Jeg har skrevet denne blog til jer, der har mistanke om, at jeres barn har alvorlig fødevareallergi, eller som fx har fået at vide, at jeres barn skal have en epipen/epipen junior (mindre børn)/eller jextpen, som I kan behandle med, hvis uheldet er ude og der er risiko for, at jeres barn kan få et allergisk/anafylaktisk chok.

Det kan også være til personale omkring et barn, der har brug for en how to..

Har dit barn fået diagnosticeret svær allergi overfor fx hvepse eller bistik, vil I også kunne bruge elementer, i denne artikel.

Jeg vil her forsøge at uddybe, hvad en epipen er, hvordan den virker, hvilke symptomer man skal være opmærksom på hos sit barn, hvornår man finder epipennen frem, og hvornår man giver den, samt hvordan.

Jeg vil også henvise til en video, der viser hvordan en epipen gives, og hvad man gør efterfølgende. Samt hvad der er forældres ansvar ift. epipennens brug på barnets skole, eller institution, samt ideer til, hvad der bør være institutionen, eller skolens ansvar.

Epipen fås kun på recept. Skolen eller institutionen vil bede om en lægeerklæring, hvis de skal være parate, til at skulle håndtere epipennen.

Hos nogle børn vil allergien med tiden svinde, så barnet ´vokser sig ud af allergien´ eller at graden af allergien mindskes. Andre vil altid skulle passe bedre på ift. diagnosen. Igen kan allergien, for enkelte, blive mere alvorlig, som tiden går.

Børneafdelingens involvering:

Hvis lægen har mistanke om svær fødevareallergi, vil jeres barn, blive henvist til en børneafdeling og på et tidspunkt, når barnets alder er passende, blive tilbudt at få taget blodprøver og priktests for fødevaregruppen og de andre fødevarer/allergener, som fødevaregruppen kan lave såkaldt ´krydsallergi´ med. Derefter vil barnet, under overvågede forhold, blive tilbudt at få en fødevareprovokationstest. Barnet vil her, igen under kontrollerede og tæt overvågede forhold, blive tilbudt ganske små mængder af fødevaren, der over et tidsinterval vil øges. På denne måde vil det give en indikation af, hvor stor mængde, barnet vil kunne klare, inden at en epipen skal forberedes/gives til barnet. Børneafdelingen vil invitere jer til kontroller, hvor både vækst monitoreres og der undersøges lungefunktionstest, da man ved, at de børn der har visse typer af en fødevareallergi, har risiko for også at udvikle astma.

Hvis du tror dit barn har svær allergi overfor fødevarer, er du måske utryg og bange..

Jeg plejer at sige, at med tiden, som også når man har et barn med diabetes fx, så vil både barnet og forældre vokse i denne rolle og med tiden, vil det ikke være meget anderledes, end at lære barnet at kigge sig for, inden det går over gaden.

Børneafdelingerne, både læger og sygeplejersker, er mega dygtige til, at undervise barnet støt vis, i takt med at barnet bliver ældre, i brug af epipen, så barnet, i meget tidlig alder, også selv lærer at bruge sin epipen.

Hvis dit barn har fået konstateret svær fødevareallergi og skal bære epipen, er det vigtigt, at voksne omkring dit barn, jer selv, bedsteforældre, personale i jeres barns institution eller skole, og forældre til jeres barns venner, bliver instrueret i at kunne give en epipen. Både hvilke symptomer de skal være opmærksomme på, og hvornår epipen findes frem, eller gives, samt hvordan det efterfølgende takles.

Måske I selv, som forældre, har mod på at undervise nøglepersoner omkring jeres barn løbende, i at give epipennen. Måske I har brug for hjælp til dette. I så fald, vil jeg opfordre jer til, at kontakte jeres sundhedsplejerske fx på jeres barns skole.

Denne undervisning skal sundhedsplejersken også kunne bistå med.

Jeg har selv været ude at undervise både personale og elever i at bruge en epipen, og det er mit indtryk, at det er vigtigt, både ift. at kende vigtigheden i brug af epipen, men også for at få ro på, så det ikke virker ´så farligt´ for personale omkring jeres barn, så de er trygge i, hvordan de skal reagere i situationen.

Man kan bestille epipens atrapper på nettet, uden nål eller adrenalin i, som man kan øve sig med.

Hvordan virker en epipen:

I en epipen eller jextpen er der adrenalin. Adrenalin er et hormon. Det virker til at stimulere hjertets pumpefunktion og får bronkioler og alveoler i lungerne til at udvide sig og samtidig trækker blodkarrene sig sammen. Dette gør at blodtrykket stiger og vejrtrækningen bliver lettere, så mere ilt kommer ud i kroppen. Det kan være nødvendigt at behandle med endnu en sprøjte efterfølgende, hvis der ikke er tilstrækkelig og hurtig effekt. Derfor er det vigtigt, altid at have to tilgængelige.

Selv hvis barnet retter sig, og får det godt hurtigt igen, skal der altid ringes 1-1-2, da barnet skal under opsyn på hospitalet i min. 24 timer, da der er risiko for tilbagefald.

Jeg er selv mor til en datter på snart 16 år, som har fået konstateret svær allergi overfor nødder og spor af nødder. Hun fik det konstateret allerede som lille og fik epipen, da hun var 4 år. I starten skulle vi passe på alle nødder og alle spor af nødder. I dag ved vi, at hun er allergisk overfor cachewnødder og pistacienødder, samt spor af disse.

Det gør, at vi altid læser varedeklarationer efter. I Danmark er det lovpligtigt, at det står på fødevarer, hvad de indeholder.

Vi ved, at hun aldrig kommer til at spise fx købt müsli, müslibarer, visse typer af pålæg, og hun kommer altid til at skulle spørge, når hun skal til fester, eller fødselsdage, hvad der er i maden osv..

Inden vi fik besked om, at hendes allergi heldigvis ikke er luftbåren, har vi også prøvet at flyve et par gange, hvor vi skulle forberede flyselskab og kabinepersonale på hendes allergi, og få lægen til at udskrive en såkaldt ´pillerecept´, så hun kunne have sine to epipenne med om bord. Det sidste skal hun livslangt. Besøg hos bager og fx når vi får sushi, er vi altid møg forsigtige med. Vi fortæller det altid til personalet, og beder om forsikring på, at restauranten kan honorere, at maden ikke har spor af pågældende nødder i sig.

At undervise nøglepersoner omkring barnet:

Det er altid en god ide´ at aftale, fx i skolen, at barnet har en lille kasse med slik barnet kan tåle, hvis der en dag deles noget ud barnet ikke må få, eller som der kan være nødder/de elementer barnet ikke kan tåle i. I min datters klasse, har næsten alle forældre været super søde, til at skrive til os inden de bagte, eller at vi lavede aftale om, at hun fik noget kage med vi selv havde bagt med hjemmefra. Til det første forældremøde i 0. klasse var jeg oppe og undervise lærerne og forældrene i at bruge epipennen. Et par gange i løbet af hendes barndom, har vi undervist bedsteforældrene i at bruge pennen og at give hjerte-lunge-redning – skulle det værste ske, at epipennen ikke når at blive givet, eksempelvis, og skulle hun blive bevidstløs. Igen i udskolingen, da hun fik nye lærere, underviste vi igen. Det har gjort os og hende trygge, at alle har taget så pænt og seriøst imod det.

Vi har en enkelt gang prøvet, at hun begyndte at gå i anafylaksi og vi måtte give epipen herhjemme.

Det var faktisk, da hun ved en fejl, havde fået noget sushi med cachewnødder i.

Allerede efter første bid, sagde hun, at det var som om hun fik en klump i halsen. Lynhurtigt fandt vi epipennen og ringede 1-1-2, så de kunne sende en ambulance, imens jeg gav epipennen.

Det var en ubehagelig oplevelse, men samtidig følte vi os godt og roligt ´taget i hånden´ undervejs. Vi så hvordan hun reagerede, og så at hun rettede sig hurtigt.

Med tiden ved vi så også, at min datter godt kan tåle mandler, peanuts og valnødder fx, samt hasselnødder. Det er teoretisk muligt, at hun kan blive allergisk overfor flere typer af nødder, men i hendes tilfælde, er det aftalt med hendes børnelæge, at hun godt må få marcipan til jul fx og nutella. Børn vil bare gerne være som alle andre børn, så for hende er det dejligt, at det ikke er alle nøddetyper, så hun også kan være lidt med. Man lærer, som forælder hurtigt, hvilke flødeboller der kun er spor af hasselnødder i fx 😉.

Symptomer:

Hvis et barn har fået noget at spise, som det ikke kan tåle, kan symptomerne være mange og forskellige. Det kan være at barnet bliver lidt klynkende, pylret, træt, får løbenæse, røde plamager om mund eller næse, eller andre steder på kroppen. Hævelse af øjne/ansigt. Ved disse symptomer, skal epipennen findes frem og gøres klar. Hvis barnets vejrtrækning ændrer sig, fx bliver hvæsende, eller pibende, eller barnet hoster eller klager over klump i halsen, hævet tunge, eller ændrer barnets stemme sig, skal epipennen gives med det samme.

Hvordan gives en epipen:

  1. Man tager epipennen ud af plastikhylsteret og fjerner den blå/gule øverste hætte. Nu er pennen klar til brug.
  2. Hver opmærksom på, at du ikke kommer til at se nålen komme til syne. Nålen er ved den orange del.
  3. Hold godt fast, med hele hånden i et fast greb om epipennen midt på.
  4. Læg gerne barnet ned.
  5. Tag et godt greb om barnets yderlår, med den modsatte hånd. Epipennens nål kan godt gå igennem jeans.
  6. Sæt pennen med fast bevægelse ind til huden. Der vil høres et klik fra nålen, når nålen skydes. I må ikke fjerne pennen. Vær sikker på, at den skal gives og gør dette. Vær ikke usikker. Den må hellere gives én gang for meget, end en gang for lidt!
  7. Tæl roligt til 10.. Fx:” 1 bajer, 2 bajer” osv.. Mens nålen stadig er inde i barnets lår.
  8. Herefter fjernes pennen og massér derefter huden på området, ligeledes i 10 sekunder, så medicinen spredes i kroppen.
  9. Hold øje med dit barn. Hvis symptomerne ikke lettes i løbet af ca. 5. minutter, gives næste epipen.
  10. På dette tidspunkt vil I formentlig allerede have ringet 1-1-2.

Personalet hos alarmcentralen er søde til at guide jer.. Bliver barnet bevidstløst skal der opstartes hjerte-lunge-redning. Ambulancepersonalet tager over ved ankomst. 1-1-2 er en uvurderlig støtte at have i røret undervejs. Når I ringer 1-1-2 skal siges :”anafylaksi” eller svær fødevarerallergi, når I anmoder om en ambulance.

Her følger der lidt råd til personale i daginstitutionen eller skolen:

        • Det er en god ide´, at der udnævnes en voksen tovholder på barnets stue, eller i barnets klasse. Fx en lærer eller pædagog.
        • Tovholderen skal stå for at informere nyt personale i, hvornår der gives en epipen og hvordan, samt at man ringer 112 efterfølgende.
        • Som nævnt kan man få sundhedsplejersken der er tilknyttet skole, eller institution til at undervise personale i dette.
        • Det er vigtigt, at barnet har to epipenne med sig. De skal ligge oppe i højden, hvor de ikke skal kunne tilgås af andre børn. Hvis de ligger i et skab, er det meget vigtigt, at der IKKE kommer lås på skabet. Epipennen skal hurtigt kunne findes frem. I skolen, kan den fx ligge fast i en lomme i barnets skoletaske, der følger barnet, dagen igennem.
        • Der bør være en fast procedure, for oplæring af nye medarbejdere.

Her følger der lidt råd til forældrene til institutionsbarnet, eller skolebarnet:

        • Hvis muligt anbefaler jeg, at forældrene giver tilladelse til et skriv, der hænger i klassen, eller på barnets stue i institutionen, med et lille billede af barnet. På denne måde kan også vikarer være opmærksomme på, hvilket barn der er tale om.
        • Det er forældrenes ansvar at tjekke væsken på pennen (der kan ses væske i et lille vindue på epipennen) er klar, og at holdbarhedsdatoen overholdes, så pennen kan skiftes, inden den udløber.
        • Epipenne er dyre, men de skal opbevares ved og lidt under stuetemperatur og ikke over 25 grader. De må heller ikke komme i køleskab mv. Dette gør, at hvis en epipen har været med på tur på en sommerdag, skal man faktisk erhverve sig en ny.
        • Forældre skal altid opdatere institution, eller skole, når der er nyt om barnets forløb, så de altid kan håndtere situationer, der måtte komme, og så alle løbende er trygge i situationen.

Se evt. følgende film fra King´s College Hospital vedrørende brug af epipen:

https://www.youtube.com/watch?v=_9mk5GrFAdcEpipen

Her følger relevante links ift. brug af epipen/epipen junior:

https://laegemiddelstyrelsen.dk/upload/edu/28103813505%2028103813605%2002-10-2017.pdf

Få mere info hos Astma-Allergi Danmark:

https://www.astma-allergi.dk/

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *